Dinosaurekspeditionen til Grønland - juli 2012

I sommeren 2012 står GeoCenter Møns Klint i spidsen for en stor dinosaurekspedition til Jamesonland i det øde Østgrønland. Vi skal udgrave en rigtig dinosaur, som skal udstilles i en helt ny interaktiv udstilling på GeoCentret i 2013.

På ekspeditionen vil vi udgrave et skelet fra den store plateosaur - en af de første dinosaurer på jorden. Den levede for 220 millioner år siden. Vi vil også prøve at finde knogler fra flyveøgler, og hvis vi er rigtig heldige, finder vi knogler fra et af de første pattedyr på jorden, et lille spidsmuselignende dyr og måske endda fra en rovøgle. Der er hidtil kun fundet fodspor fra rovøglerne og ganske få knogler, men hvis der findes flere knogler eller hele skeletter kan forskerne beskrive arten af rovøgler. Det ville være en stor opdagelse!

Formålet er at lære mere om, hvilke dyr der levede i Grønland for 220 millioner år siden. Vi vil også gerne vide, hvordan klimaet var, hvordan landskabet så ud og hvilke planter der voksede. Alt det kan vi lære mere om ved at udgrave fossiler og tage prøver af sten og sedimenter, som senere analyseres i laboratoriet.

Projektet kan lade sig gøre via et helt unikt samarbejde med Københavns Universitet, GeoMuseum Faxe, Harvard University, Naturhistorisk Museum og Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.

Fossilerne tilhører Grønland!
De fossiler vi finder på ekspeditionen, tilhører naturligvis Grønland. Derfor skal de leveres tilbage, når de er blevet præpareret og har været udstillet på GeoCenter Møns Klint.

Vi er meget taknemmelige for, at vi må være med til at grave i Grønlands fortid og forsøge at bidrage med mere viden om landskabernes, planternes og dyrearternes udvikling i dette fascinerende land.

Besøg ekspeditionens helt egen hjemmeside Her vil der blive skrevet dagbog fra ekspeditionen, så du kan følge med i hvilke opdagelser forskerne gør.

Udgravningsleder Lars Clemmensen på ekspedition i Jamesonland i 80'erne
Udgravning i sandsten kræver tungt værktøj - foto: Oliver Wings
Isbjørn set fra en helikopter over Carlsberg Fjord - foto: Henrik Lassen/Polog