Vandrefalkesæsonen 2014 er i gang!

Kære falkeinteresserede!

Så er en ny falkesæson så småt ved at være i gang. Jeg undgik januars værste blæst, regn og kulde ved at tage 3 uger til Thailand for at kigge og tegne fugle. Et af mine meget store ønsker gik denne gang i opfyldelse: at opleve Skenæbsryle, mens den stadig findes! Desuden en meget eftersøgt mindre rovfugl, Black Baza, som jeg har kigget efter fra Indien til Borneo, men ikke haft held med før. Og så lykkedes det også endelig at se Hvidhåndet Gibbon, endda 2 stk. siddende i et nøgent træ, hylende, om morgenen.

Så sammen med alle de andre fine fuglekig kunne jeg vende tilfreds og solbrændt tilbage til Møn. De seneste dage har de 5 ud af 6 ynglelokaliteter fra sidste sæson været med falk(e). På Storeklint i parringsflugt, de andre steder med enkelte falke siddende på deres faste udkigsposter, hvor måske makkeren er borte, mens jeg observerer.

Fra Skærbækværket fortæller Torben Hvass ligeledes om falkeparret i livlig aktivitet, og i Københavnsområdet er kassen fra Radisson flyttet til Carlsbergsiloen ved Søndermarken med mulighed for direkte observation fra Fuglenes Hus. Flytningen skyldes byggearbejde på Radisson, og desuden bliver afstanden til Amagers ynglefugle noget længere.

Ud over dagens Vandrefalk ved Nylands Nakke sender jeg et foto fra den 14.2., hvor jeg på falkekig opdagede en, antagelig, Havørn på vej ind mod kysten. Da den kom nærmere, så den helt "forkert" ud og lignede en overgang mest en Hvidhovedet Grib. Jeg nåede lige at få mit kamera op af turtasken og tage nogle fotos, men dette er det eneste nogenlunde i fokus, inden den forsvandt ind over skoven. Per Schiermacker mener, at det kan være en atypisk ung Havørn, da han henviser til et foto fra Norge maj 1985 af Dick Forsman, hvor der ses et mørkt hoved mod en bug med ret store lyse partier. Er der nogen af jer, der har set en 2.-års havørn i lignende dragt? Jo, der er stadigvæk overraskelser herhjemme.

Hilsen Niels Peter

Mystisk ørn..eller grib? Februar 2014
Vandrefalken på udkigspost ved Nylandsnakke februar 2014