Gratis lærerkursus

Gratis kursus til alle undervisere, som vil lære om natur- og udeundervisning på Møns Klint

Når man står på toppen af Møns Klint - 128 meter over havet - står man samtidig på toppen af det danske kridtfundament. Danmark er helt unikt "bygget" på en platform af kridt, og derfor vidner Møns Klint om de enorme kræfter, der har skabt landet og den enestående flora og fauna i området.

I løbet af dagen berører vi følgende emner: Hvordan er området dannet? Hvilke beviser har vi, og hvilke teorier hersker? Hvad er et fossil og hvilke kan man finde hvor? Hvad er det for forhold, som gør naturen helt unik her? Hvilke aktiviteter kan vi bruge i undervisning om skoven, stranden, geologien mm? Hvad er vigtigt at huske ved undervisning i naturen af praktiske forhold, gode fif, nødplaner etc.?

Kurset indeholder grundlæggende undervisning i felten om naturen på Møns Klint og ruster og inspirerer deltagerne til aktivt at inddrage naturen i undervisningen. Interesserede kan vælge én af de faste kursusdage eller aftale en anden kursusdag for skolens egne lærere.

De næste lærerkurser finder sted d. 3.5.2017 og d. 23.8.2017 kl. 10-15. Tilmelding til Jytte Nissen på mail booking@moensklint.dk