Fantastiske fossiler på
Møns Klint

Vættelys

Vættelys er forsteninger fra belemnit-blæksprutter, der var meget udbredte i det varme Kridthav. Det aflange cigarformede fossil, der så talrigt findes i vandkanten ved Møns Klint, var en kalkpig i dyrets bagkrop, og er altså ikke – som nogen tror – blækspruttens forstenede arme.

Søpindsvin

Søpindsvin har sikkert været talrige på havbunden i Kridthavet – men ikke alle er blevet til fossiler. Et forstenet søpindsvin har oftest form som en halvkugle med mønster på. Lige rækker af prikker er et godt kendetegn – det er spor efter de mange sugefødder, der sad mellem piggene. I bunden vil der være et hul, hvor munden sad.

Et forstenet søpindsvin er i virkeligheden en afstøbning af det indre af skallen som – efter at indmaden var rådnet bort – blev fyldt ud med et hårdt materiale. Har forsteningen været en tur ude i havet, er skallen ofte slidt af.

I gruset på stranden kan man finde stykker af skaller og pigge fra søpindsvin.

Kæmpeøsters

Forstenede skaller af østers-arten “Pycnodonte vesicularis” er der en del af – de er nemlig solide og kan holde til en tur i havet.

Da østersen levede var den fuld af hulrum i skallen. Det gjorde den så let, at den nok nærmest flød ovenpå det bløde kridtmudder på bunden. Man mener, at den på den måde undgik at få alt for meget mudder ind i sig.

Havsvampe

Havsvampe har intet med svampene i skovbunden at gøre – det er primitive dyr. De fleste havsvampe, du kan finde på Møns Klint, havde i sin tid skelet af kisel. Det er nok kisel fra opløste svampe, der er råmaterialet til flint.

”Kiselsvampene” kan være tragtformede, kølleformede, agurkeformede – eller kuglerunde som kernerne i de særligt eftertragtede raslesten. Der er tit meget flint i dem, men også noget, der minder om beton.

Derudover kan man sommetider finde små kalksvampe, som kan kendes på deres kuglerunde form og helt hvide farve. Set under lup ligner de golfbolde. De går også under navnet “Mønske perler”.

Mosasaurus

Mosasaurer var store havøgler – ikke dinosaurer – men derimod en slægtning til nutidens varaner og slanger.

Der fandtes forskellige arter. De største kunne blive op til 17 meter lange. De var drabelige rovdyr, som kunne gabe højt op og dermed sluge meget store byttedyr. De havde tilmed specialiserede ganetænder siddende i ganen, som kunne hjælpe med at fastholde byttet, mens det var på vej ned i halsen.

Mosasaurtænder er et yderst sjældent fund, og der er i alt kun fundet en lille håndfuld af dem ved Møns Klint.

Enkeltkoral

Enkeltkorallerne ligner hvide eller sorte nissehuer med riller. Kigger man ned i dem kan man ofte se et mønster nærmest som et cykelhjul set fra siden.

Dengang korallerne levede, stod de hver for sig på havbunden med spidsen nedad. Ud af toppen stak lange fangearme, som fangede plankton. Det er kun deres ”huse”, man finder – resten er rådnet bort.

Kæmpemusling

Muslinger af slægten “Inoceramus” er ofte store. Derfor kalder vi vores ekslemplarer for kæmpemuslinger.

Det er yderst sjældent, man finder en hel skal, men større stykker er nemme at finde. Skallerne er tykke og bølgede. De ligger ofte som stykker i strandkanten og kan kendes på deres tykkelse og lysegrå farve.

Kugleflint

Kuglerunde flintesten er naturligvis kugleflint. De fleste af dem har en rund, forstenet havsvamp indeni. Et tegn på svamp i stenen er små runde huller. Man mener, at det er huller efter svampens rødder, som ofte gik ud til siden og ikke kun nedad.

Hvis svampen er løs indeni er man heldig at have fundet en RASLESTEN – de er ret sjældne.

Søliljer

Disse slægtninge til søpindsvin og søstjerner ligner ganske enkelt blomster på havbunden.

”Blomsterbladene” er fangearme, der fører plankton ned til munden i midten.

Hvis man kigger i det opskyllede grus på stranden, kan man finde stykker af ”stilken”. Det er små, lyse skiver i størrelsen 3 – 5 mm. Skiverne kan være runde, femkantede og stjerneformede.

Somme tider kan man være heldig at finde en stak af skiver, som stadig sidder sammen. Desværre finder man sjældent andre dele af søliljer på Møns Klint.

Armfod

En armfod ligner en musling meget, men tilhører en helt anden dyrerække. Hvis man finder en hel overskal, kan man se forskel: Hos armfoden stritter et krumt ”næb” ud. Somme tider med hul i til ”foden”.

Størrelsen er fra 2 mm til næsten 10 cm. De er ofte lyse i farven, men kan være afstøbt i sort flint.

Strandskaller

Skaller fra forskellige bunddyr kan findes – ofte er de gået i stykker. De har lyse farver. Visse kendetegn kan fortælle os om typen:

Søpindsvin: Rækker af huller efter sugearme eller knopper, hvor der har siddet pigge samt en afrundet form.

Armfod/musling: ligner moderne stykker af muslingeskaller med eller uden mønster.

Østers: Opbygget af meget tynde lag (bunden af et søpindsvin kan dog også være lagdelt).

Gravegange

Flinten var oprindelig flydende kisel, som flød ind i revner og hulrum på havbunden og langsomt blev til sten. Hvis hullerne var tunneler gravede af dyr i havbunden, fik man på den måde en afstøbning af dyrenes
gangsystemer. Når de falder ned med et skred, går de naturligvis i stykker.

Vi regner med, at stort set alle cylinderformede, aflange stykker sort flint er stykker af gravegange – og dermed sporfossiler. De kan findes i tykkelser fra under 1 cm til lidt over 10 cm.